En begyndelse.

Der er lige gået tre uger siden jeg kom til Qaqortoq for at starte mit arbejde som gymnasielærer. Der er mange nye indtryk – rigtig mange, næsten så mange jeg ikke kan overskue at beskrive dem, men jeg vil gerne prøve.

Nogle af de ting jeg beskriver er muligvis banaliteter for folk, der har været på Grønland, men for folk, der ikke har været her er tingene det interessant - det er lidt af charmen ved det…

Om at tage af sted…

Afgang til Grønland gik over tre dage fra Århus til Tommerup til Nørrebro til Kastrup til Narsarsuaq til Qaqortoq. Min indstilling inden jeg tog af sted var, at jeg skulle prøve at lade være med at have forestillinger om, hvad jeg skulle op til – for jeg kunne sandsynligvis ikke forestille mig det alligevel. Og jeg kunne heller ikke forestille mig, hvordan det ville blive. Flyvningen indover indlandsisen var både fascinerende og næsten abstrakt så meget sne og bjerge, ikke lige et sted, man har lyst til at skulle overleve. En time efter landingen i Narsarsuaq lufthavn, der næsten ligger i ingenting, gik turen med en lille tolvpersoners helikopter mellem store fjelde og over fjorden med små spredte isbjerge. Alene landskabet er så anderledes, stort, næsten skræmmende roligt og meget smukt.

Om byen…

Qaqortoq er en stor grønlandsk by med ca. 3000 indbyggere. Byen ligger på fjeld mellem fjorden og en stor sø, kaldet storesøen, der løber en lille rislende elv fra søen til fjorden. Der er hvad man har brug for af indkøbsmuligheder, brættet, hvor man køber fisk og kød, posthus, havn etc. Byen ligger på fjeldet og i løbet af dagen kommer man til at gå en del op og ned af stejle bakker og trapper, men det er nu meget rart alle steder er i gåafstand.

Om lejligheden…

Jeg har fået en 3-værelses lejlighed, og jeg har lige skulle være mig til dels at bo uden andre (savner lidt Kolle) og dels at have så meget plads, med rum til kontor. Den sidste del har uden tvivl været det nemmeste at vænne sig til. Lejligheden må næsten være en af de eneste i Qaqortoq uden udsigt til vand, men det tror jeg, jeg overlever. Jeg bor næsten på toppen af en bakke og går derfor rigtig meget op og ned hver dag. Jeg bor også i udkanten af den lille by, og skal ikke gå meget mere en fem minutter for at komme helt væk. Det er et dejligt sted!

Om at starte som gymnasielærer…

Jeg kom til byen en god uge før skolen startede. Jeg havde regnet med at skulle akklimatiseres og bruge lidt tid på at sætte mig ind i bekendtgørelsen og gå i gang med en årsplan. Jeg fik lavet et udkast til årsplaner i idræt og kemi, men der er sgu alligevel noget at se til, med et skema, de har næsten ti overarbejdstimer om ugen. Jeg håber byrden fra et tungt skema kan vejes op af noget af det mest afstressende natur jeg har set.

Jeg synes jeg er blevet taget godt imod af mine nye kollegaer, der er godt femten lærere, så det er et lille lærerværelse, hvor man kommer til at kende hinanden, hvilket passer mig fint.

Første skoledag med alle elever i aulaen og rektor velkomsttale emmede af et nærvær, jeg kun tror man finder på små skoler, og det var rigtig fint.

De første undervisningstimer er gået over forventning. Der har været et super engagement i idræt, selv med boldspil på et rent pigehold bliver der virkelig kæmpet, og det er fedt. Kemien er lidt mere abstrakt for 1. g’erne og det skulle efter sigende være det fag, der knækker elever til eksamen, så der er lidt gå i gang med.

Eleverne er helt utroligt søde, de har ikke været mentalt til stede i hver kemitime, men man bliver altid mødt med smil og det dejligt.

Om rolle og identitet…

Rollen som lærer har passet mig rigtig fint her til at starte med. Derimod synes jeg, der er en noget tungere omstilling ved at gå fra studerende(/arbejdsløs) blandt studerende til at være en del af lærere med familie, børn, flere til mange års erfaring og tilvænnet til jobbet som lærer i Grønland. Fornemmelsen eller følelsen kom meget pludselig til lærermiddag efter første skoledag, hvor der blev snakket børn og båd til den store guldmedalje, og jeg følte mig udmattet kl. ti, det skal jeg godt nok lige vænne mig til, men mon ikke det kommer.

Om det ekstra andet…

Der er ikke biograf, fairbar, kulturtilbud eller lignende i byen. Til gengæld er der gratis brug af en natur, der er ret fantastisk. I løbet af de første tre uger har jeg…

…Været på kajaktur på fjorden mellem larmende sæler og mindre isbjerge.

…Taget på fisketur i en tåge der forårsagede en lille ekstra omvej. Da tågen lettede og vi havde gået omkring ti kilometer var der en stor havørn, der lettede – sådan en ørn er virkelig en stor og elegant fugl!

…Gået en tur til Brugsen, hvor alle jeg mødte smilte til mig.

…Været hjælper ved et motionsløb, men det mest barske halv- og helmaraton jeg har set. På maratonruten skulle de klare over 1000 højdemeter. Jeg lagde en forbinding på en kvindes fod, så hun kunne komme igennem halvmaraton, hvilket var hendes første og hun var mildest talt lykkelig og meget taknemmelig.

…Følt mig meget træt efter en arbejdsdag, og gået en tur med Mikael, der er lærer på folkeskolen. Efter en tur lidt udenfor byen hørte vi noget, der lød som fnys fra havet, hvor vi kunne se en stor hval.

…Ikke haft internet hjemme fordi det er urealistisk dyrt. Til gengæld har jeg igen, igen, igen fundet ud af hvor fantastisk ”ten new songs”, ”New skin for an old ceremony” og ”The boatman’s call” er.

…Været på fisketur med en fremmed mand, jeg lige havde mødt, der inviterede mig med og lånte mig fisketur. Med min morfar i tankerne må jeg sige en hjemmefanget ørred smager mægtig godt!

…Været til kaffemik og set et kagebord, der var noget nært fuldendt.

Om at være langt væk og tæt på – i tid og sted…

Det er tre uger siden jeg tog af sted, det er på den ene side ikke særlig lang tid siden, men med de skift, der er sket føles det som meget meget lang tid. På samme måde er det lidt med den fysiske placering. Selvom jeg er flere tusinde kilometer væk kan jeg følge med i, hvad der sker i Danmark og kommunikere så nemt.

Om at skulle skrive om, hvad der er sket…

Jeg føler jeg har skrevet meget nu! Jeg føler også jeg har været meget beskrivende. På en måde er det lidt utilfredsstillende for mig, fordi jeg ikke synes jeg kan gengive, hvad der sker her. På den anden side tror jeg ikke indtrykkene har bundfældet sig nok, til at jeg kan beskrive dem, måske kan jeg heller ikke beskrive dem, selvom de er bunfældet. Under alle omstændigheder håber jeg beskrivelserne har givet et lille indblik i mit liv her. Jeg vil også gerne garantere de næste indslag bliver væsentlig kortere, men der var nogle ting, der trængte til at komme ud.

Om at tænke på Danmark…

Det føles dejligt. Det tror jeg mest det gør fordi jeg har det rigtig godt lige nu. Jeg kan ikke overskue at tænkte over fremtiden, men lige nu føles det bare rigtig dejligt at være her og lave det jeg gør. Men der går mange tanker til Neurokirurgisk afdeling på Riget, politikredsen på Sjælland, hvor gennemsnitshøjden er steget adskillige centimeter, hårdtarbejdende mennesker i Århus, en skolepige i Silkeborgs forældre, familie på Fyn og flere steder, jeg bliver rigtig glad, når I skriver, tror også der snart kommer Skypeopkald til Amman!

Take care

Sune